|
Om malerierne:
Kunstavisen 02/2004
Steen Malberg arbejder i et frugtbart spændingsfelt mellem abstrakt
ekspressionisme, popkunst og naturalisme. Man kan kalde hans malerier for
samplede indtryk af det virvar af synsindtryk, man får i vores såkaldte
informationssamfund, men de er holdt på plads af et kompositorisk
overblik og en klassisk streg. Frem til den 4. marts kan man se hans
malerier på udstillingen "Integration" i Galleri Nybro. En
udstilling, der også vil demonstrere kunstnerens usædvanligt fine
fornemmelse for dyremaleriet. En færdighed, som gennem årene har skaffet
ham mange udstillinger i zoologiske haver og natur- og
fredningsforeninger.
Tom Jørgensen (red.) |
|
|
Om
akvarellerne:
Kunstavisen 5/2004
Der en dejlig friskhed over Steen Malbergs akvareller fra den danske
natur. De giver en lyst til at komme ud og opleve det hele selv. Lige nu
kan en række af hans bedste billeder ses på en udstilling i
Friluftsrådets bygning i Sydhavnen. Akvarellerne er naturalistiske med et
lidt impressionistisk præg og især har han øje for lyset i naturen.
I Steen Malbergs version af den danske natur regner det aldrig, hvilket
har noget at gøre med hans måde at opleve naturen på.
Jeg maler stort set kun i solskin eller på dage med meget lys, for det er
skyggerne i naturen jeg er tiltrukket af og som er nødvendige for mig.
Jeg holder meget af at færdes på cykel i naturen og mærke vinden og
duftene. Det giver mig også mulighed for at stoppe når et motiv viser
sig. Næsten alle mine akvareller laves ude i naturen, og kun hvis solen
går ned før jeg er færdig, gør jeg dem færdige hjemme, fortæller
Steen Malberg.
Steen Malberg har tegnet og malet siden barndommen, men først inden for
de senere år har han kastet sig ud i kunstens verden på fuld tid. Ud
over natur og landskaber bruger han også afrikanske dyr, såsom giraffer
og elefanter, som motiver. Dem finder han i Københavns Zoo, da han er
medlem af en gruppe kunstnere, der netop arbejder med zoodyr i bred
forstand.
Selv om Steen Malbergs akvareller tilsyneladende viser genkendelige
motiver, opdager man til stadighed nye sider af det danske landskab eller
et afrikansk dyr. Og netop det impressionistiske anstrøg gør at de
aldrig bliver for sukkersøde.
At male akvarel ude i naturen kræver fordybelse og koncentration, hvilket
giver nogle dejlige, intense oplevelser. Der eksisterer kun motivet,
farverne og én selv, siger Steen Malberg som en forklaring på hvorfor
han vælger at male i naturen.
Søren Olsen |
|